.



Velkommen til Nørreå Gruppes website

KFUM-Spejdernes Formål

De bærende principper i formålsparagraffen kommer også til udtryk i Spejderloven man sværger til, når man som 11-12-årige bliver tropspejder. Et er teori, noget andet er praksis. Det ”rigtige” spejderarbejde foregår i den lokale gruppe, som arrangerer et ugentligt spejdermøde og fem til otte lejre i løbet af året. Årets sommerlejr er højdepunkt.
Ud af formålsparagraffen kan man også læse, at KFUM-Spejderne i Danmark er en spejderbevægelse med folkekirkelig tilknytning.

Vi er spejdere, vi anvender spejderarbejdets metoder og -pædagogik i vores arbejde. Den folkekirkelige tilknytning betyder, at det er en del af vort formål at give børn og unge mulighed for at finde en mening med livet, ved på en levende måde at formidle kristne værdier. Samtidig sikrer vi, at der er plads til spørgsmål, diskussion og tvivl. Det er spejderne og deres hverdag, der er i centrum, så indholdet giver mening her og nu.

Hvem er vi

KFUM-Spejderne i Danmark er et spejderkorps. Vi har omkring 26.000 medlemmer. I Danmark er der ca. 70.000 spejdere og i alt fem spejderkorps spejdere. I verden er der knap 28 millioner spejdere. Som en del af den danske spejderbevægelse er KFUM-Spejderne i Danmark tilsluttet The World Organization of The Scout Movement (WOSM), som organiserer spejdere over hele verden. KFUM-Spejderne blev oprettet i 1910 og drives efter både verdens-spejderbevægelsens formål, principper og metode samt korpsets eget formål. På disse kan du læse mere om KFUM-Spejdernes formål, vision og historie. Du kan også læse om spejderarbejdets idé og formål og mere om, hvad et spejderkorps er og hvorfor andre ikke er ”rigtige” spejdere.

KFUM-Spejderne i Danmark
- er vores fulde og korrekte navn. Der findes flere organisationer i Danmark, som er en del af KFUM og KFUK-familien. Da KFUM-Spejderne blev stiftet i 1910, var det som en afdeling af det daværende KFUM. På samme måde er fx KFUM Idræt, KFUM’s Soldatermission og KFUM’s Sociale Arbejde udsprunget af det, der i dag hedder KFUM og KFUK. Men selv om vi har de fire forbogstaver til fælles, er der tale om en række helt selvstændige organisationer, med altså mest af alt en fælles fortid.

Også for piger
”M’et” i navnet KFUM-Spejderne i Danmark signalerede, at vi var en organisation for drenge. Sådan er det ikke længere. Allerede i 1972 blev de første enheder med både piger og drenge godkendt, og siden 1982 har korpset i lige stort omfang henvendt sig til både piger og drenge. I programstoffet og vores materialer arbejder vi med, at vi henvender os ligeligt til drenge og piger samtidig med, at vi i spejderarbejdet skal tage hensyn til pigernes og drengenes forskellige behov.

Link til KFUM